Jeg bor i et kæmpestort bolig‐kompleks lidt uden for København. Det er en toværelses lejlighed, jeg bor i, og her er hyggeligt. Området, som komplekset ligger i, er meget grønt, og lige ovre på den anden side af vejen er der en dejlig skov. Her er dejligt om sommeren. Min hund og jeg går tit over i skoven, men helst ikke, når det regner. Poterne bliver så sjaskvåde og mudrede. Og det kan jeg godt se, at jeg ikke er god til at få vasket helt ud på ham, når vi kommer hjem. Jeg kan nemlig se, at han har nemlig sat potemærker på mit vindue i stuen dagen efter, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Hovedvejen griser
Den – stuen – vender ud mod hovedvejen, og det er der min hund, holder øje med mig, når jeg kommer hjem. Han kan åbenbart høre på lang afstand, at nu standser bussen, og at jeg stiger af for at gå de sidste 50 meter hjem. Jeg ser ham tit stå i vinduet og vente på mig. Det er rart, at han bliver så glad, når jeg kommer. Men det er altså irriterende med de her potemærker på vinduet.
Jeg kan godt blive lidt sur på mig selv, over at jeg ikke får vasket de poter ordentligt. Potemærkerne er jo ikke hans skyld. Han er jo bare ivrig og glad. Det er min skyld. Men altså det her med at pudse vinduet næsten dagligt har faktisk fået den konsekvens, at jeg ikke pudser resten af vinduerne! Og da slet ikke udenfor. Det skal jeg have gjort noget ved. Jeg orker bare ikke at finde spand, klud, skraber, og arbejdstøjet frem, når jeg kommer hjem fra arbejdet. Det må blive i weekenden.
Sådan tænker jeg uge efter uge efter uge, uden at jeg får taget mig sammen. I weekenden er der absolut meget vigtigere ting at lave end at pudse vinduerne.
Her forleden dag fik jeg dog så ualmindeligt dårlig samvittighed. Min nabo var nemlig i fuld gang med at pudse sine ruder. Hun er sådan en frisk dame, sprængfyldt af energi og godt humør. Da jeg kom hjem lidt tidligere end normalt, så jeg hende, da jeg gik over plænen til bygningen, vi bor i. Jeg råbte hej, og hun var lige ved at dratte ud ad vinduet. Jeg undskyldte. Jeg forskrækkede hende. Hun smilte og råbte hej tilbage – og fortsatte med at polere vinduerne. Min dårlige samvittighed fik mig til at beslutte, at nu skal det være. Jeg må finde et firma, jeg kan tilkalde, så de kan ordne ruderne.
Vinduespolering i Kbh
Så jeg sætter mig i sofaen med min hund ved siden af mig og med min lap top på skødet. ”Vinduespolering København og omegn” – Googles browser smider hurtigt en lang liste op. Jeg scroller igennem. De fleste firmaer arbejder kun inde i selve København. Jeg har brug for et firma, der kan komme herud. Ca. 20 km uden for city. Jeg finder et firma, ringer op til dem for at høre om priser og tider og hvordan og hvorledes. Svarene, jeg får, har jeg allerede læst på deres site. Jeg booker en vinduespudser til fredag eftermiddag.
Det er så nemt nu om dage at finde service, og det må da være urtolig vigtigt for alle virksomheder at kunne findes online?
